Konstantinopel, 4. September, 1915.
Fortrolig.
Hr. Udenrigsminister,
I Fortsættelse af mine ærbødigste Indberetninger Nr. LXXVIII [78] af 22. Juli, Nr. LXXXVII [87] af 31. Juli og Nr. IC [99] af 18. August har jeg den Ære at indberette, at Armenierforfølgelserne bliver fortsat her med stor Hæftighed, trods de Forestillinger, der er blevet gjort den herværende Regering, og om hvilke jeg allerede har indberettet.
Ved Modtagelsen Mandag den 16. August bragte den tyske Ambassadør igen disse Forfølgelser paa Tale overfor Storveziren og bad ham søge at bevæge sin Regering til at indstille dem,- især for saa vidt angaar de armeniske Katolikker, der aldrig har deltaget i Revolutioner eller blandet sig i Politik og desuagtet er Genstand for de mest haardnakkede Forfølgelser.
Endog de gregorianske Armeniere, der i den Grad har taget Afstand fra alle nationalistiske Ideer, at de endog har givet Afkald paa deres Modersmaal og antaget det tyrkiske Sprog som deres eget, bliver forfulgt.
De Løfter, Storveziren gav den tyske Ambassadør, blev ikke holdte, og da Forfølgelserne og Myrderierne vedblev, henvendte Hans Hellighed, Monseigneur Paul Pierre XIII, den armenisk-katolske Patriark, sig til den herværende spanske Gesandt og bad ham idet katolske Spaniens Navn forsøge ved Henvendelse paany til Storveziren at opnaa at man i det mindste respekterede de armeniske Katolikker.
Den spanske Gesandt, der indgik derpaa, og ved sidste Modtagelse i Mandags gjorde de Indvendinger gældende overfor Storveziren, som Patriarken lagde ham i Munden, fortæller mig, at Hans Højhed, efter at have hørt paa, hvad han sagde, lagde sin Forbavselse for Dagen over der passerede og at han, da Gesandten med Bestemthed hævdede, at han havde Beviser for, at de Grusomheder, han paatalte, virkelig havde fundet Sted, tog Notering deraf og lovede straks at give Ordre til at skaane de armeniske Katolikker.
Baade Gesandten og Patriarken er imidlertid overbevist om, at at disse frygtelige Forfølgelser ikke vil ophøre bl. a. fordi Centralregeringen ingen Autoritet har overfor Myndighederne i Provinserne, der, naar det passer dem, ingen Hensyn tager til de Ordrer, de modtager fra Konstantinopel, og – last not least – fordi Tyskerne efter deres Mening i virkeligheden kun for en ren Forms Skyld gør Indvendinger mod Forfølgelserne og Myrderierne.
Det er indlysende, siger de, at Tyskerne er interesserede i, at Armenierne bliver udryddet og at Grækerne flygter af Skræk for, at det skal gaa dem ligesaa, saaledes at de (Tyskerne) uden Anstrængelse kan bemægtige sig Tyrkiets Handel og blive de eneste Europæere, der har Fodfæste her.
Myndighederne i Provinsen og Ungtyrkerne, siger de, anser derfor ikke den tyske ambassadørs Henvendelse til Regeringen for alvorlig ment.
Jeg skal i Korthed tillade mig at gøre Rede for de vigtige og sørgelige Meddelelser, der fra fuldstændig paalidelig og sandfærdig Kilde er tilflydt mig om detsenest passerede, og som er af en saadan Natur, at de vil vække almindelig Beklagelse overalt i den kristne Verden.
Tyrkerne gennemfører med stor Energi deres grusomme Hensigt, at udrydde det armeniske Folk.
I Brussa har de tvunget de bemidlede Armeniere til at betale Politiet 300 tyrkiske Pund (ca. 5000 d. kr.) pro persona for at faa lov til at blive boende i Byen, og Dagen efter har de alligevel bortvist dem fra Byen med deres Kvinder og Børn.
Om hvor disse ulykkelige Mennesker nu befinder sig og om hvilken Skæbne, der er overgaaet dem, efter at de har maattet forlade deres Hjem, er det ikke muligt selv for den nærmeste Slægt at erholde Oplysning.
I Adana har Guvernøren ladet opslaa en Proklamation, der i en Oversættelse, paa Fransk, jeg har faaet fra Patriarkatet, lyder som følger:
2) Les propriétaires des fabriques sises à Mersina et à Adana, ainsi que les employés de celles-ci qui travaillent pour le compte du Département Militaire, son exemptés pour le moment: ils ne seront pas expédiés et seront employés comme auparavant dans leur travaux.
3) Les familles dont les soutiens ou les maris sont en service militaire ne seront pas expédiés.
4) Tout le monde doit, à partir d’aujourd’hui, régler et mettre en ordre ses affaires et se tenir prêt à l’ordre de monter en chemin de fer.
5) Il ne sera fait aucun cas de recours, qui seront faits faits pour une demande de prolongation de délai ou d’autres empêchements.
6) L’expédition se fera quartier par quartier.
7) Il ne sera permis pour chaque famille que le transport d’une quantité de meubles de 150 kilos seulement.
8) Pour les familles composées de plus 6 personnes, grandes ou petites, il sera permis le transport de 200 kilos de meubles.
9) La population musulmans de la ville et de la banlieue est obligée de fournir, pour cette expédition, les moyens de transport.
10) La commission nommée pour s’occuper des moyens de transport, a commencé déjà ses travaux.
11) Les familles qui se seraient procuré elles-même leur moyens de transport, sont autorisées, en vertu des pièces qui leur seront délivrées par les Commissaires de Police, à se rendre directement à Badjou et de là à Alep.
12) Par le train qui sera préparé le samedi 15 du mois courant, seront expédiés les quartiers de Akdjé, Nesjid, Saradjen, Kharab, Bagtché, Tchoukour, Kassab Bekir, Yarbachi, Tcinanli et Karan.
13) A partir de demain la population de ces quartiers devra absolument s’adresser à la Commission d’inscription placée sous la présidence de Adil Bey dans le Commissariat de Police et après s’être fait inscrire, devra prendre une pièce scellée et légalisée.
14) Ceux qui d’après l’inscription de leur état civil, sinon du nombre des habitants de ces quartiers et qui actuellement résident ailleurs, leurs domiciles actuels ne seront pas pris en considération, mais ils seront obligée d’aller se faire inscrire avec les habitants des quartiers auxquels ils appartiennent, et de partir, dans la même journée, avec les habitants de leur quartier d’origine.
15) Pour l’expédition soit des familles de militaires, soit des personnes qui se trouveraient habitant dans d’autres quartiers, il sera tenu compte, pour principe d’opération, de l’enregistrement de leur état civil.
16) Toutes les opérations qui ne seront pas faites par inscription, ne seront pas prises en considération.
17) La population de ses quartiers devra, au matin du jour désigné ci-haut à 12 heures à la turque, avec ses bagages, tel qu’il est dit à l’Art. 7 et avec les membres de la famille, se trouver à la Nouvelle Station.
18) On doit se rendre à Alep par la voie de Osmaniéh-Radjou.
19) Une Commission spéciale étant envoyée à Osmaniéh, sur la présentation des pièces, conformément à l’Art. 13, distribuera à chaque famille, dans la mesure possible, des moyens de transport et organisera les expéditions par groupes.
20) A l’arrivée à Osmaniéh la susdite Commission fera diligence pour l’installation et le bien-être des groupes: par conséquent chaque quartier devra faire par l’intermédiarie de leur Mouhtar respectif, recours à la susdite Commission.
21) La quantité des personnes employées dont le séjour a été décidé, avant être notifié aux bureaux de la Police et de la Gendarmerie, il sera procédé, par les dits bureaux, à la séparation et au maintien de ceux-ci.
22) Là sera délivré par la direction de la police, aux personnes ainsi exemptées, des documents réguliers et légalisés, concernant leur maintien.
23) Si parmi la population des quartiers qui ont été avisées, il se trouvait des personnes, qui, à partir de demain, ne se présenteraient pas et ne se feraient inscrire, ou qui ne se trouveraient pas présentés à la Nouvelle Station au jour indiqué pour le départ soit le samedi 15 du mois courant à l’heure indiqué ou qui chercheraient à trouver des ruses ou des prétextes, les Mouhtars et les Conseils des vieillards sont obligés de prévenir les Autorités et si les habitants et le Mouhtar auraient contrevenu à tout cela, ils seront considérés comme ayant agi contre l’Autorité Militaire et les ordres de l’état de mobilisation et seront immédiatement déférés à la Cour Martiale et dans les 24 heures une sentence sera donnée et exécutée.
24) Les ordres formelles, comme il convent, ayant été donnés à tous les bureaux. Il est préférable de travailler à compléter ces préparatifs plutôt que de perdre du temps à chercher des prétextes et à faire des démarches inutiles.
Août 1915.
Den samme Prælat indberettede den 17. Juli dette Aar, at han selv ogsaa var blevet tvunget til at begive sig til et ukendt Bestemmelsessted, og man har siden intet hørt fra ham.
Den tidligere Biskop i samme Distrikt, Monseigneur Ketchourian, begav sig samtidig paa Rejse til Konstantinopel, men forsvandt undervejs.
Biskoppen i Karput [Harput; Kharpert], Monseigneur Israëlian, indberettede den 23. Juni til Patriarkatet, at han havde modtaget Ordre til inden 48 Timer at forlade Byen med hele sin Menighed for at begive sig til Aleppo, og man har senere erfaret, at denne Biskop og alle de Gejstlige, der ledsagede ham, er blevet overfaldet og dræbt mellem Diarbekir og Urfa paa et Sted, hvor ca. 1700 armeniske Familier har lidt samme Skæbne.
Hele det ovennævnte sogns Befolkning anses for tabt.
Befolkningen i Sognene Diarbekir og Malatia er ogsaa blevet fordrevet fra deres Landsbyer, og man ved ikke, hvad der er blevet af Biskopperne Tchélébian og Khatchadourian og deres Menigheder.
Man har ogsaa faaet Bekræftelse paa den sørgelige Meddelelse om at Ærkebiskoppen i Mardin, Monseigneur Maloyan, og ca. 700 Katolikker af hans Menighed er blevet dræbte og om at Befolkningen i Byen Tallermen, der udelukkende var katolsk, er blevet fuldstændig udryddet.
Man savner ganske Meddelelse om, hvad der er blevet af Biskoppen i Mouch, Monseigneur Topuzian og hans Menighed, men man har Grund til at tro, at de ogsaa er blevet dræbt.
Man frygter ogsaa, at en lignende Skæbne er overgaaet de Gejstlige i Gurin og Menigheden sammesteds.
I Sognet Sivas har man kun skaanet Landsbyen Pirkinik, hvor Ærkebiskoppen, Monseigneur Ketchedjian, har søgt Tilflugt. Han og en Gejstlig, der ledsagede ham, er de eneste overlevende.
Trebisond, Samson, [ulæseligt], Marsivan og Amassia er blevet fuldstændig evakueret, og man ved ikke hvad der er blevet af de 47 Gejstlige, der fandtes i disse Byer.
Tarsus, Hedzin og Mersina har lidt samme Skæbne.
I Angora er alle Mændene blevet bortført fra Byen, og Kvinderne er blevet tvunget til at gifte sig med Muhammedanere; ca. 6000 Mænd, ca. 70 Gejstlige og Biskoppen, Monseigneur Grégoire Bahaban, blev skudt ned paa Vejen til det Sted, hvortil man havde forvist dem.
I Byen Ismid havde Regeringen givet ordre til, at de til Eskicheir forviste armeniske Katolikker skulde have Lov til at vende tilbage til deres Hjem, men Guvernøren vilde ikke tilstede dem Adgang til Byen og sendte dem tilbage. Det samme er hændt mange andre Steder.
Selv her i Konstantinopel bortfører man Armeniere og sender dem til Asien uden det er muligt at faa at vide, hvor de bliver af.
Patriarkatet beregner, at Halvdelen af det armenisk-katolske Hiërarchi er gaaet tabt; 7 Biskopper, ca. 100 Præster, 70 andre Gejstlige og Tusinder og atter Tusinder af deres Menigheder er forsvundet.
Menigheden bestod tidligere af 16 Distrikter (Konstantinopel, Mardin, Diarbekir, Karput, Malatia, Sivas-tokat, Mouch, Erzerum, Trebisond, Angora, Césarée, Brussa, Adana, Marache, Aleppo og Alexandrie [Alexandrette]) og af disse er ifølge de sidst hertil indløbne Efterretninger, bortset fra Konstantinopel, kun Marache, Aleppo og Césarée indtil nu blevet skaanet.
Den Skæbne, der saaledes er overgaaet de katolske Armeniere, er med mulig endnu større grusomhed overgaaet alle de andre Armeniere, idet Regeringens Hensigt, som jeg allerede har haft den Ære at indberette, er fuldstændig at udrydde det armeniske Folk.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]