1915-12-16-DK-001

1915-12-16-DK-001

Dansk :: da de en

Home: www.armenocide.net
Link: http://www.armenocide.net/armenocide/armgende.nsf/$$AllDocs/1915-12-16-DK-001
Source: DK/RA-UM/Gruppeordnede sager 1909-1945. 139. D. 1., "Tyrkiet-Indre Forhold", pakke 1, til 31 Dec. 1916
Edition: Danish diplomatic sources
Departure of telegram: 12/16/1915
Arrival of telegram: 01/03/1916
Embassy/consular serial number: Nr. 198
Last updated: 03/23/2012

Ministerresident i Konstantinopel (Carl Ellis Wandel) til Udenrigsministeren (Erik Scavenius)

Rapport

Nr. 198
Konstantinopel, 16. December 1915.

Hr. Udenrigsminister,

De her udkommende tyrkiske Dagblade indeholdt den 12. ds. en Meddelelse om, at der nu i Libanon bliver truffet Forberedelser til Valg af de Repræsentanter, denne Provins skal have i det ottomanske Parlament, og at Guvernøren [Ali Munif/Mounif Bey] har givet Ordre til Udfærdigelsen af de Lister, paa Grundlag af hvilke man vil bestemme Antallet af disse Repræsentanter.

Den sidste Rest af det Selvstyre, Libanons Befolkning nød i Henhold til Protokollerne af 1860, 1864 og 1912, synes saaledes at være i Færd med at forsvinde.

Hans Excellence Joussouf Pacha Franco [Mutassarif Franko Kusa Yusuf Pasha], der indtil 8. Juli 1912 var Libanons Guvernør, og med hvem jeg idag havde en Samtale, har givet mig følgende interessante Oplysninger om disse interessante Begivenheder.

I Henhold til de ovennævnte Protokoller har Libanon fra 1860 været styret af en kristen Guvernør; hvert 6. Aar udnævnte Porten en ny Guvernør, men denne skulde udtages mellem 3 af Beskyttelsesmagterne udpegede Kandidater og tilhøre en af Tyrkiets 5 katolske Kirker (latinsk-katolsk, armenisk-katolsk, syrisk-katolsk, Maroniter og Melkiter). Befolkningen i Libanon var i alt væsentligt fritagne for Militærtjeneste, idet hele Provinsen, der tæller omtrent en Million Indbyggere, kun skulde stille et Gendarmerikorps paa henved 1000 Mand til lokalt Brug. Tyrkiet havde desuden i Provinsen - i det mindste paa Papiret - et Kavaleriregiment, men de tyrkiske Militære optraadte iøvrigt altid meget forsigtigt for ikke at støde den frihedselskende og krigeriske Befolknings Følelser. Ogsaa i fiskal Henseende indtog Libanon en Særstilling, idet de opkrævede Skatter, der iøvrigt var meget lave, kun maatte benyttes til selve Provinsens Administration.

Da Ungtyrkerne kom til Magten ved Revolutionen i 1908 var det kun en naturlig Følge af deres Bestræbelser for at skabe Enhed i det ottomanske Rige, at de søgte at faa indskrænket eller ophævet de libanske Privilegier, og de udstedte da ogsaa Bekendtgørelse om, at der i Libanon skulde afholdes Valg til parlamentet. Befolkningen foretrak imidlertid Selvstyre for en Repræsentation i Kamrene og Regeringen maatte den Gang opgive sine Planer.

Anderledes er Forholdene nu. Efter Kapitulationernes Afskaffelse proklamerede Regeringen paany, at Libanons Særstilling, som støttende sig paa Kapitulationernes Regime maatte opgives, og denne Gang havde Befolkningen ikke sine Beskyttelsesmagter at falde tilbage paa. I Sommer besluttede man sig til at give den daværende Guvernør, den armenisk-katolske Couyoumdjian Pacha [Ohannes Kuyumjian/Kouyoumdjian Pasha], tidligere Understatssekretær i Udenrigsministeriet, "Orlov" og samtidig sendte man en Muselmand [muslim], den tidligere Understatssekretær i Indenrigsministeriet, Ali Munif Bey, til Libanon som Guvernør. Samtidig er man begyndt at lade Libanerne gøre Militærtjeneste og at sende de i Libanon opkrævede Skattebeløb til Hovedstaden. Som et sidste Tegn paa Libanons Indlemmelse i rent tyrkisk Administrationsomraade er nu endelig fremkommet den foran omtalte Meddelelse, ifølge hvilke[n]Provinsen skal sende "værdige" Repræsentanter (d.v.s. blinde Tilhængere af den ungtyrkiske Komité) til Deputeretkamret. Det forlyder ogsaa, at det er Regeringens Hensigt nu at omforme Provinsen til et almindeligt Vilayet med en Stilling i et og alt svarende til de andre Vilayet'ere.

Spørgsmaalet om Ophævelsen af Libanons Autonomi kan jo imidlertid lige saa lidt som Kapitulationernes Afskaffelse siges at være endeligt løst - det afhænger i Virkeligheden af Krigens Gang. Sikkert er det, at den libanske Befolkning vil gøre alt for senere at genvinde sin relative Selvstændighed. Arbejdsom og velhavende som den, i Modsætning til den øvrige tyrkiske Befolkning maa siges at være, kan den ikke staa sig ved at blive udbyttet af Centralregeringen. Hertil kommer, at store Dele af Libanons Befolkning har tilbragt en Arrække i oversøiske Lande (Sydamerika og Australien etc.) - der udvandrer fra Libanon hvert Aar ca. 20,000 Indbyggere, som efter i Løbet af nogle Aar at have arbejdet i det Fremmede og der femdoblet deres Formue vender tilbage til deres Hjemland og saaledes forøger dets Formue - og derfra medbragt et Syn paa Livet, der vanskeligt vil kunne forenes med tyrkisk Administration.

Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]