Konstantinopel, den 31. Maj 1917.
Fortrolig.
Hr. Udenrigsminister,
Jeg havde i Dag Besøg af den udsendte amerikanske Generalkonsul i Beyrouth [Beirut], Hr. W. Stanley Hollis, der gav mig en Del interessante Oplysninger om Forholdene i Syrien.
I den herværende amerikanske Ambassade, der grundet Ambassadørens Sygdom først afrejste herfra den 29.ds., har man, siden Hr. Stanley Hollis tiltraadte sin Rejse fra Beyrouth hertil, sagt, at man nærede Frygt for, at de tyrkiske Myndigheder vilde lægge Hindringer i Vejen for hans Rejse, fordi han i Libanon havde været Vidne til mange Tildragelser, man ønsker at hemmeligholde her saavel som i Europa og Amerika, og man synes at have haft Ret i denne Antagelse, forsaavidt som det først lykkedes ham at naa hertil i Gaar, Dagen efter Ambassadens og Ambassadørens Afrejse.
Min Hjemmelsmand forsikrer mig, at 55 Procent af Libanons og Beyrouths Befolkning allerede er døde af Sult, skønt der i de tilstødende Provinser fandtes Levnedsmidler nok til at brødføde den, og at den vil uddø fuldstændigt, hvis de nuværende Forhold varer i endnu et Aar.
De tyrkiske Myndigheder har, siger han, med frit Forsæt hidført disse Tilstande ved at haandlægge Kornhandelen og umuliggøre Tilførelsen, fordi de vil udrydde Befolkningen, som de mener nærer franske Sympatier og separatistiske Tilbøjeligheder, siden Porten ved Krigens Begyndelse berøvede den dens sidste Rest af Selvstyre.
Han mener med andre Ord, at den ungtyrkiske Regering er i Færd med at løse det libanske Problem paa samme Maade som det armeniske om end med delvis andre Midler.
Ved at beslaglægge Befordringsmidlerne har de militære Myndigheder lagt uovervindelige Hindringer i Vejen for Tilførelsen af Levnedsmidler til Libanon fra dets Hinterland, og ved at trække de diplomatiske Forhandlinger med de amerikanske og spanske Missioner i Konstantinopel i Langdrag har den tyrkiske Regering, siger han, forpurret de amerikanske og spanske Planer om at sende Fødevarer ad Søvejen til Beyrouth for at bevare Befolkningen.
Den mærkelige Omstændighed, at Befolkningen i Libanon har fundet sig i saaledes at blive udryddet uden at gøre Oprør, forklarer min Hjemmelsmand med at skildre Maronitterne som nogle ynkelige Krystere, der ganske mangler Mod og Mandshjerte, og blandt hvilke der kun er et Minimum af Selvopholdelsesdrift tilbage.
De i min Indberetning Nr. XXI [21] af 3. Februar d.A. omtalte Erklæringer, der skal retfærdiggøre den tyrkiske Regering, er, siger han, blevet aftvunget den maronittiske Patriark [Elias Hoyek Helta] af Ahmed Djemal Pacha ved Intimidation, og han tilføjer, at Maronitterne vil underskrive hvad det skal være for at redde deres Skind.
Udvandringen fra Libanon har desuden været stor i de sidste aar baade før Krigen, da Tyrkerne ikke kunde forhindre den, og efter dens Udbrud i Smug.
Franskmændene, der i mange Aar har behandlet Libanon som et halvsuverænt Land og vist Patriarken vicekongelige Æresbevisninger, har modtaget mange maronittiske Flygtninge om Bord i deres Krigsskibe, der krydser udenfor den libanske Kyst.
Da Hr. Stanley Hollis har været udsendt amerikansk Generalkonsul i Beyrouth de sidste 6 Aar, og jeg formodede, at han kendte alle de Personer, der i dette Tidsrum har spillet en politisk Rolle i Syrien, spurgte jeg ham ogsaa ud om den i min Indberetning Nr. LXXIX [79] af 14.ds. omtalte franske Udsending, Monsieur Picot, der ledsager den Entente-Hær, der fra Sinai Fronten søger at trænge ind i Syrien.
Denne Monsieur Picot er, formoder min Hjemmelsmand, identisk med en M. George Picot [Francois Georges Picot], fransk Diplomat, der ved Krigens Udbrud var udsendt fransk Generalkonsul i Beurouth, og som i det derværende franske Konsulatsarkiv efterlod de mange kompromitterende Dokumenter, Tyrkerne senere bemægtigede sig, og som senere havde til Følge, at saa mange fremragende Arabere maatte lade Livet, fordi de havde indladt sig med de franske Agenter, der søgte at oparbejde en separatistisk arabisk Bevægelse.
Inden han forlod sin Post, havde Hr. Picot, siger min Hjemmelsmand af den tyrkiske Vali i Beyrouth faaet formelt Løfte om, at de franske Konsulatsarkiver vilde blive respekteret, og med denne Forsikring, der ikke blev overholdt, slog han sig til Taals med i Stedet for at tilintetgøre alle de Dokumenter, der kunde lægges til Grund for en Højforædderiproces mod Frankrigs Venner blandt Araberne.
Næppe var de franske Konsuler rejst, før den Øverstkommanderende i Syrien trods de givne Løfter lod alle deres Efterladenskaber og Arkiver beslaglægge og grundigt undersøge for at finde det Bevismateriale, han havde Brug for til Befordring af sine politiske Hensigter, og af hvilken Genparter blev fremsendt med min Indberetning No. CLVI [156] af 22. November 1916.
Hvis Hr. Picot vender tilbage til Beyrouth som fransk Guvernør i Syrien vil han have et Mellemværende at opgøre med den Maronitter Gejstlighed, sagde Hr. Hollis, og han vil næppe tilgive dem den skamløse Opportunisme og Sleskhed, den senere har lagt for Dagen ved at gaa Djemal Pachas Ærinde for at redde sig selv.
Klog af Hr. Picots Erfaringer er Hr. Hollis gaaet mere forsigtigt til Værks. Han har, inden han forlod Beyrouth, egenhændigt brændt sit Konsulatarkiv om Natten, for at Tyrkerne ikke skulde se nogen mistænkelig Røg stige op af Skorstenen, og han har skaffet den tilbageblevne Aske af Vejen for at undgaa al Mistanke, der ellers let kunde komme til at hvile paa de Personer, han var i Berøring med.
Valget af Hr. Picot til eventuel Administrator af Syrien, hvis det lykkes Franskmændene at bemægtige sig dette Land, lod ogsaa til i nogen Grad at undre Hr. Hollis, thi Araberne har endnu i frisk Erindring, hvad denne Herres Uforsigtighed har kostet dem.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]