1916-04-04-DK-001
Dansk :: da de en
Home: www.armenocide.net
Link: http://www.armenocide.net/armenocide/armgende.nsf/$$AllDocs/1916-04-04-DK-001
Source: DK/RA-UM/Gruppeordnede sager 1909-1945. 139 N. 1, ”Armenien”
Edition: Danish diplomatic sources
Departure of telegram: 04/04/1916
Embassy/consular serial number: No. 82
Last updated: 03/27/2012


Ministerresident i Konstantinopel (Carl Ellis Wandel) til Udenrigsministeren (Erik Scavenius)

Indberetning



No. 29
Konstantinopel, 4. April 1916.

Hr. Udenrigsminister,

Med min Indberetning Nr. XLIV [44] af 2. Marts dette Aar havde jeg den Ære at fremsende 4 Eksemplarer af en Brochure, kaldet: ”Vérité sur le mouvement révolutionnaire arménien et les mesures gouvernementales”, som den herværende Regering har offentliggjort for at forklare den Maade, paa hvilken den behandler Armenierne, og som har givet Anledning til saa mange Indsigelser.

De Forklaringer, denne Brochure indeholder, synes ganske vist ikke at have overbevist nogen Kristen om Retfærdigheden af de trufne Forholdsregler,men de forekommer mig dog at frembyde saa megen Interesse, at jeg har ladet mig det være magtpaaliggende snarest muligt at søge at bringe i Erfaring, hvad man fra interesseret armenisk Side har at svare paa de tyrkiske Paastande, saa meget mere som Forfølgelserne, trods hele den kristne Verdens Protester, stadig vedbliver, og man maa regne med, at den endnu i Tyrkiet levende Del af det armenske Folk ogsaa vil blive Genstand for Massakrer, hvis Situationen ikke udvikler sig til den ungtyrkiske Regerings Tilfredshed.

Paa Grundlag af de vigtige og interessante Erklæringer, jeg har kunnet erholde i herværende armeniske Kredse, vil jeg derfor forsøge, set fra et armenisk Standpunkt, at give en kort Fremstilling af det armenske Spørgsmaal, saaledes at den kan tjene som et Slags armensk Svar paa den tyrkiske Brochure.


Kommentarer til den tyrkiske Brochure.

Før det nittende Aarhundrede levede Armenierne i Tyrkiet uden at blive massakrerede. Tyrkeren var Herren og Armenieren hans ”Raya” eller livegne, som arbejdede for at øge sin Herres Indkomster. Saalænge den armeniske Bonde gav alt sit Udbytte til sin kurdiske eller tyrkiske Agha og saalænge han ikke protesterede, hvis Agha’en fandt for godt at berøve ham hans Kone eller hans Datter, saalænge dræbte Agha’en naturligvs ikke sin ”Malkeko”.

Selv i Tyrkiet øvede imidlertid i begyndelsen i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede de nye Idéer om Menneskerettighederne deres Indflydelse, og langsomt – det varede omtrent et halvt Aarhundrede, inden den armenske Befolkning havde forstaaet, at den havde en Ret til at lave frit og uafhængigt – begyndte Armenierne at beklage sig til de tyrkiske Myndigheder, naar Agha’en røvede deres Kvæg eller deres Døtre. Disse Klager og denne Utilfredshed bibragte efterhaanden den tyrkiske Regering den Overbevisning, at det maaske var nemmere at gøre en Ende paa dette vantro Folk, der omgivet af Muselmænd ikke desto mindre holdt fast ved sin Kirke og ved sine nationale Ejendommeligheder.

Allerede før den russisk-tyrkiske Krig i 1877-78 havde de tyrkiske Armeniere set hvor gode Kaar Armenierne i Kaukasus under russisk Herredømme havde opnaaet, og da det russiske Omraade efter Krigen blev betydeligt udvidet, saaledes at i alt 1 ½ million Armeniere kom under russisk Herredømme og derved lærte hvad det betyder at have Ret til at Leve, følte de tyrkiske Armeniere end yderligere deres Forkuelse, og de begyndte jævnlig at beklage sig til Regeringen i Konstantinopel. Samtidig dannede armenske Studenter fra russisk Kaukasus Foreninger for Opnaaelsen af Reformer i tyrkisk Armenien.

Det Abdul-Hamid’ske Regimente, der var opbragt over at et kristent Folk under tyrkisk Herredømme vovede at kræve Retten til at leve, besluttede at tilintetgøre det armeniske Folk, der paa den Maade ingen Eksistensberettigelse havde.

Det Abdul-Hamid’ske System bestod i en Række Massakrer, snart isolerede, snart af en mere omfattende Karakter. Men dette System havde den Fejl at henlede de europæiske Magters Opmærksomhed paa det armenske Spørgsmaal, og paa Grund af den almindelige europæiske Opinions Indflydelse lykkedes det ikke Abdul-Hamid at tilintetgøre det armenske Folks to og en halve Million.

Efter Konstitutionens Indførelse gav Ungtyrkerne i et Øjebliks Begejstringsrus alle mulige Løfter til Armenierne, der som Rigets andre Folkeslag nu skulde nyde godt af Forfatningens Frihed og Lighed. Men det var selvsagt vanskeligt for et Folk, der gennem Tiderne havde betragtet sig som Herrer, nu pludselig at rette sig efter de nye Principper og betragte deres hidtidige Undermænd som ligestillede Borgere i en konstitutionnel Stat. Armenierne lod sig imidlertid skuffe af de gyldne Ord og betragtede sig nu virkeligt som Tyrkernes jævnbyrdige. Dette Forhold foraarsagede den første Massakre under Konstitutionen, Massakren i Adana, ved hvilken omtrent 20.000 Armeniere led Døden.

Inidlertid viste det sig hurtigt, at med et virkeligt parlamentarisk System vilde det tyrkiske Element i Kamrene hurtigt komme til at ligge under i Tal. Hvis man tænkte sig en Sammenslutning mellem de armenske, græske, arabiske o.a. [ikke-tyrkiske] Deputerede, kunde dette Forhold hurtigt bringe selve Kalifatet i Fare. Man maa vel erindre, at af de 24 Millioner Indbyggere, det tyrkiske Rige havde før Balkankrigens Udbrud, var kun de 6 Millioner Tyrkere, mens der var 8 Millioner Arabere, 4 Millioner Grækere, 2 Millioner Armeniere, 1 Million Kurder og Lazer og endelig en Mængde Jøder, Bulgarere, Albanesere, Serbere etc. etc.

Da den tyrkiske Befolkning paa Grund af sin Mangel paa økonomisk og kulturel Udviklingsevne ikke forstod at benytte sin stærke politiske Stilling til at sikre sig Overmagten, prøvede Ungtyrkerne, der allerede paa dette tidspunkt havde opgivet Haabet om Lighedsprincippets Gennemførelse, gennem en panislamitisk Bevægelse at knytte Araberne, Kurderne og de muselmanske Lazer og Albanesere til sig, men den ungtyrkiske Administrations Misbrug, der fortsattes som i Despotismens Dage, i forbindelse med det Skridt, Ungtyrkerne besluttede sig til, idet de lod Kurderne og Araberne, der hidtil havde været fri for Militærtjeneste, indrullere i Hæren, fremkaldte en saa stor Misnøje i de nævnte Folk, at det endog for Albanesernes og Kurdernes Vedkommende kom til aaben Opstand.

Først da kastede Ungtyrkerne Masken og proklamerede: Tyrkiet for Tyrkerne. Men da de ikke kunde føre Kampen for denne Devise paa lovlig Maade, og da de af Hensyn til Grækenland ikke turde lade det gaa ud over Grækerne, og ikke godt kunde lade Kalif’en begynde at udrydde Araberne, der ogsaa er Muhammedanere, besluttede de sig til at kaste sig over Armenierne, ikke alene for at uskadeliggøre dette Folk, men ogsaa for derved at terrorisere Rigets andre ikke-tyrkiske Nationer.

I den tyrkiske Regerings Brochure siges det Side 5, at Armenierne gennem Katholikos i Etchmiadzine havde henvendt sig til den russiske Regering, og de med Noubar [Nubar] Pacha i Spidsen søgte at fremkalde en fremmed Intervention i det ottomanske Riges Anliggender. Katholikos er den armenske Kirkes Chef og er som residerende i russisk Armenien russisk Undersaat. Noubar Pacha er en ægyptisk Armenier som er engelsk Undersaat. Af Hensyn til det tyrkiske Undertrykkelsesregime mod Armenierne følte de russiske Landsmænd og de engelsk-ægyptiske Armeniere det som en Pligt at forsøge ved Henvendelse til Stormagternes Regeringer at faa indført Reformer i tyrkisk Armenien. Noubar Pacha blev ordfører for det Udvalg, der tog til de europæiske Hovedstæder[,] og de russiske Armeniere henvendte sig til deres Regering for at bede den lægge et Pres paa Porten for at faa indført Reformer. Det drejede sig altsaa ikke om en Henvendelse fra ottomanske Undersaatter til fremmede Magter, men om henholdsvis russiske og engelske Armenieres Henvendelse til deres respektive Regeringer.

Imidlertid indvilligede Porten i at indføre Reformer og da de to europæiske Reforminspektører, Nordmanden Hoff og Hollænderen Westeneck [Westenenk] udnævntes i 1914 var alle Armeniere glade og tilfredse. Den armenske Presse fejrede Begivenheden og udtalte endog, at det maaske snart vilde blive det omvendte forhold af det tidligere, idet de russiske Armeniere vilde komme til at misunde de tyrkiske.

Saa begyndte Verdenskrigen og Regeringen benyttede sig straks af denne Begivenhed til at hjemsende de to Inspektører og holde op med at tale om Reformer. Dette frembragte naturligvis en dyb Skuffelse hos alle Armenierne, der dog endnu haabede paa, at Porten frivilligt vilde begynde Reformernes Æra.

Hvad der videre er foretaget fra ægyptiske og russiske Armenieres Side er umuligt at konstatere. Men det er jo kun naturligt, at de russiske Armeniere har taget deres Parti for Rusland etc. og en saadan Optræden kan jo næppe betragtes som en revolutionær Bevægelse fra de tyrkiske Armenieres Side.

Naar Sassonow [Sazonov] erklærer i Duma’en, at Armenierne kæmper Side om Side med de russiske Tropper, konstaterer han derved kun, at den paagældende Del af den russiske Befolkning er Tro mod sit Fædreland, og naar lord Cromer har talt om, at et af den nuværende Krigs Maal var Befrielsen af Armenien, har han gjort det, fordi han har troet det stemmende med engelsk Politik.

Hvis armenske Komitéer bestaaende af russiske Armeniere eller russisk-armenske Aviser har arbejdet for de russiske Formaal (Brochurens Side 8, 9, 10) er det jo kun naturligt, ligesom det ikke kan medføre Beskyldninger mod de tyrkiske armeniere for at have drevet autonom Propaganda.

Betragter man de russiske Muhammedanere eller Muhammedanerne i de engelske og franske Kolonier som Oprørere, fordi den tyrkiske Kalif har proklameret den hellige Krig og fordi tyske og islamitiske Agenter arbejder paa at fremkalde Revolter blandt denne Befolkning.

Og hvad angaar de Proklamationer, Brochuren siger er blevet rettet til Armenierne, da Tyrkiet endnu var Neutral, er det nok at spørge om Italienerne betragtede de tripolitanske Muselmænd som Oprørere, da Italien endnu var neutral og om de gør det nu.

Kendsgerningerne vedrørende Revolten i Van er ganske andre end officielt paastaaet (herom har Gesandtskabet tidligere indberettet) og om de andre Foreteelser er det endnu ikke muligt at skaffe sig sikre Oplysninger. Det kan dog allerede nu fastslaas, at Armenierne aldrig er grebet til Vaaben, undtagen i lovligt Forsvar overfor Kurderes og Tyrkeres Røverier og Massakrer.

Det er dog værd at bemærke, at det ser mærkeligt ud at Armenierne i Ismid og Adabazar skulde have spioneret, da den russiske Flaade bombarderede Heraclée (Side 13). Ismid og Adabazar er beliggende nær ved Konstantinopel og lige saa langt fra Heraclée som fra en hvilkensomhelst anden Krigsskueplads.

I Virkeligheden har Armenierforfølgelserne kun været Udførelsen af den ungtyrkiske Udryddelsesplan overfor Armenierne uden nogensomhelst militær eller anden Grund.

De i Brochuren omtalte ”Ofre for beklagelsesværdige Misbrug og Voldsomheder” (Side 14) omfatter omtrent 2 Millioner Armeniere! Og den paa samme Side omtalte Lov, udstedt for at varetage de depoteredes Gods’ Tarv er den Lov, der konfiskerer alle Armeniernes Ejendele.

Under saadanne Omstændigheder er det tvivlsomt, om de paa Side 14 omtalte domfældte Personer er blevet eller bliver dømt for at have mishandlet Armeniere eller for at have mishandlet dem for lidt.

Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]



Copyright © 2006-2019 Matthias Bjørnlund: www.armenocide.net A Documentation of the Armenian Genocide in World War I. All rights reserved